Vi skal passe på øen, men sandelig også dens mennesker


Hvor var det synd for dem, der ikke kom til visionsmøde d 19/2 i Mamrelund.

De gik glip af en entusiasme, der fik rummet til at vibrere. Og gennem det hele gik den fælles tanke: at Ærø er et dejligt sted med så mange muligheder. Vi skal passe på øen, men sandelig også dens mennesker.
Vi skal blive et mønstersamfund, som folk kommer langvejs fra for at lære at kende.

Det er så dejligt at opleve, når nogle mennesker vil noget og er fyldt med gode ideer og vilje til at løse de problemer, der opstår. Vi kan naturligvis ikke opfylde alle ønsker i vores vision på én gang her og nu, og der skal nok desværre tages nogle politiske konfrontationer undervejs.
Men det er meget væsentligt at finde ud af, hvad der skal være visionen, målet i det fjerne, og så fjerne stenene en for en på vejen.
Har man ikke nogle klare mål at gå efter, bliver alting et kludetæppe af lappeløsninger og hovsa-skandaler.

Vi var enige om, at det gælder om at samarbejde – ikke bekrige hinanden. Hvordan kan vi hjælpe dem, der har gravet sig ned i et hul af »det plejer vi« og ikke vil op? Der kom flere tanker og forslag til bl.a. at være mere informative, samle alle de muligheder og tiltag, der kan sætte skub i en bæredygtig, selvforsynende ø, hvor det ikke er den enkeltes profit, der tæller, men et godt liv.

Vi skal oprette en »tips og idebank« på hjemmesiden. Og har allerede flere mail og webadresser.

Men det er jo ikke nok. Vi skal hver især kæmpe for øens velfærd.
Og Enhedslisten vil hjælpe, hvor vi kan.

Der kommer et referat af aftenen snarest.

Enhedslisten på Ærø – »rødt/grønt Ærø«

Den 23. februar 2015